torsdag den 8. oktober 2015

Der er kommet post!

Jeg havde for en måneds tid siden bestilt en Felinebox til vores 5 pelsbolde, da de aldersmæssigt er meget spredt, og de to yngste lømler gerne laver ballade sammen, fx med at hugge Linas legetøj.

Håbet var derfor at de stoppede med unoderne og legede med kattelegetøj i stedet.

En Felinebox er designet til dem, der ønsker at forkæle deres kat med en lille overraskelse hver måned, hvor indholdet er håndplukket inden for forskellige kvalitetsmærker af godbidder og legetøj.

Første box får man for 129 plus fragt, så det syntes jeg var en okay pris for lige at prøve det af og se om det var sagen.


Vores to "pensionister" Phoebe og Zim, havde jeg ikke forventet ville være interesseret i legetøjet, og Phoebe har heller ikke værdiget det et blik på noget tidspunkt. 

Udemissen Ven var inde, da pakken blev åbnet, men han ville hellere sove i vores seng, hvilket han er begyndt på for nyligt til vores store glæde. 
Det må jo betyde at han føler sig hjemme hos os :-)



Det var derfor helt op til Mushu og Urban om det skulle være en succes med Felineboxen eller ej.

Kassen havde følgende indhold:
3 forskellige poser godbidder, en pakke med 6 forskellige bolde og en lille blæksprutte-tingest med raslelyde og catnip.



Godbidderne har jeg ikke delt ud af endnu, for eftersom Zim er lettere buttet (temmeligt tyk), er det ikke noget, vi gør så meget i til hverdag. 
De skal jo helst forkæles lige meget allesammen, og da Zim har problemer med gigt, skal vi passe på hans vægt og helst få den ned af.
Det er så ret svært, da hans daglige motion som regel består af en gåtur til madskålen og kattebakken, og så hen til en god soveplads igen.
De få gange, han rent faktisk gider at lege, går vi så all-in på det, men det er desværre mere og mere en sjældenhed.

Blækspruttetingesten vakte en lille smule interesse først, men efter 5 minutter var det så desværre også det.
Heldigvis kan den jo sagtens være interessant på et andet tidspunkt, så det håber jeg lidt på.



Zim tjekkede lige hurtigt, hvad det var, at Mushu og Urban kiggede på, på vej ud til madskålen, og det var bestemt ikke noget han gad bruge mere energi på.



Boldene har det primært været Lina, der har leget med, da det stadig er en skøn leg at lege hund og hente bolde... hende om det :-)

Men Mushu har faktisk haft fat i en af dem og har leget en smule her til aften, mens jeg har hygget ved computeren med hjælp fra min skønne Ubbemis.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar