onsdag den 7. oktober 2015

Et lille dyk nedad :-/

Puha, en uges tid er der gået siden sidste indlæg, hvori jeg var utrolig positivt indstillet overfor mit nye trænings-sted hos Frederiksværk Fysioterapi. Det er jeg såmænd stadigvæk.

Dagen efter træning i sidste uge havde jeg det fint nok og kunne egentlig kun mærke lidt i benene, at jeg var begyndt at træne igen, men så kom det helt uden varsel. 

Slam! 

Fredag gik min højre overarm amok med smerter, så det faktisk først er idag, hvor jeg skal træne igen, at jeg er uden smertestillende.
Jeg ved ikke, om det var på grund af træningen, og i så fald undrer det mig, at det kun er højre arm, der var påvirket, men jeg tager den dog lidt med ro med hensyn til armene i eftermiddag.

Jeg skal også huske at købe en trænings-bold med hjem efter træning, så jeg kan begynde på øvelser herhjemme.
Det er nemlig lidt svært med en punkteret bold, og jeg kan ikke overskue, hvordan vi får den lappet.

Udover en dag, hvor jeg mentalt forbereder mig på at skulle til træning, har jeg fået styr på mine aftaler i den nærmeste fremtid.

Det er jo fx ret relevant at vide, hvornår jeg har en aftale med min neurolog.. Oops!

Men der er også en ferie på vej til Carsten, hvor vi håber på, at vi kan knokle igennem herhjemme i starten af ugen, så Lina kan holde fri i slutningen sammen med os til en masse optankning på mor og far-kontoen.

Ferieprojekter står blandt andet på hegn, væk med affald (storskrald), børnehave-møde, to katte til dyrlæge, og så håber vi på noget zoo og Tivoli i slutningen af uge 43, så Lina også får lov at mærke, at farmand har fri.

Projektet med at sætte hegn op, vil hun sikkert gerne slippe for, men det kommer nok til at tage en god bid tid, så hun skal nok ende med at hjælpe til alligevel, når vi henter hende hjem fra børnehaven.

Alt i alt sker her ikke så meget spændende pt; hele huset flyder med affald til storskrald, som endnu ikke er røget ud i carporten (pap og plastik, som naturligvis er pakket i poser og papkasser - helt svin er vi dog ikke, bare sløve med at få det ud af gangen) og naturligvis Linas legetøj alle vegne, energien har ikke været der til at tage fat i hende og rydde op sammen, så nu lærer hun forhåbentligt at det er nemmere at finde tingene, når de ligger på deres plads.

Men jeg er mentalt igang og laver lister og planlægger på livet løs, så mon ikke det hele lykkes alligevel?!

Om lidt er det i hvert fald tid til at komme i træningstøjet og pakke tasken :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar