fredag den 24. juli 2015

At indrette et hjem på sygedagpenge

Det er ingen hemmelighed, at man ikke bliver rig af sygedagpenge!

Jeg har efterhånden været sygemeldt siden ultimo december 2010... Det er pænt lang tid! Først med stress, siden med bækkenløsning under graviditeten med Nullermus, kroniske ledsmerter og herefter fik jeg så endelig diagnosen MS. Jeg er sq pænt defekt! 

Anyway... Jeg ville ikke lave et pive-indlæg, men tværtimod et indlæg om, hvordan det alligevel er lykkedes vores lille familie at få en masse fine nye møbler løbende. Brugte - men gratis, på nær prisen på benzin til at hente dem.

Inde på facebook findes der utroligt mange gratis-grupper, hvor man både kan give væk og naturligvis hente. Det er fx både tøj, legetøj, møbler, madvarer og kunst - Ganske enkelt alt mellem himmel og jord, som man ikke har brug for mere, men tænker er for godt til at smide ud.

Der er så også søgegrupper, men dem har jeg ikke nogen rigtig erfaring med, da jeg ikke selv gider kigge i dem, når jeg skal af med noget... 
Det er for besværligt, når man ved, at der sidder en masse i de andre grupper, som gerne vil hente hurtigt, og man bare vil af med fx et møbel, der fylder og man ikke synes man har gavn af længere. 

Vi har fx hentet klædeskabe på den måde, og efterhånden byttet dem til andre skabe, som vi syntes var flottere og mere vores stil. Rumdelere har vi også efterhånden haft mange forskellige af - som regel IKEAs modeller.
Vores spisebord er også et vi har hentet gratis i sin tid, endnu et IKEAmøbel.

Vi har så løbende givet møblerne videre igen i takt med at vi skiftede dem ud p.g.a. ommøblering, stilskift og naturligvis hvad behov vi havde.

Da vi fik muligheden for at købe et hus i Nordsjælland, der var tilpas billigt til, at vi kunne sidde i det for nogenlunde det samme som vores lille 2-værelses leje-lejlighed i Herlev, var vores IKEA Pax-skabe præcis 2 cm for høje... 
Så vi har naturligvis måttet købe lidt nyt, men vi har kunnet møblere om flere gange, mens vi boede i Herlev, plus at vi efter flytningen til hus også har fået fremskaffet nye møbler til huset og forskelligt legestativ til haven.

Så på trods af sygedagpenge i en lang periode, har Nullermusen allerede gynger i haven, et legehus plus seneste fangst er en rutschebane.
Vi skal så have bygget et legestativ til hende på sigt, hvor vi kan bruge rutschebanen og nogle klatresten, som vi også har hentet gratis et andet sted; men bare det at vi allerede har været så heldige, at hun har sit eget gyngestativ, er bare superfedt! 
Det bliver også brugt dagligt, specielt efter vi har hentet et par dækgynger, så hun kan stå op og gynge, den lille vildbasse.

Det eneste, det kræver, er bare, at man gider hente tingene hurtigt og naturligvis, at man har en bil til at hente i - i hvert fald til de større ting. Det er lidt svært at tage en 5x5 rumdeler med bussen.
Vi har, som tidligere nævnt, en lille bil (Vw Up!), men den kan indeholde utroligt meget, så længe man skiller det ad og lægger bagsæderne ned.
Det er så også derfor vi som regel har hentet IKEA-møbler... Flade pakker fra varehuset, betyder møbler, der er lette at skille ad og pakke ind i bilen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar