mandag den 14. september 2015

Skøn weekend - familietamtam lørdag!

Denne weekend har været 100% perfekt, på trods af, at Lina ikke var hjemme lørdag til søndag, hun var savnet.

Lørdagen startede lidt for tidligt for os sovetryners vedkommende, men eftersom vi var inviteret til brunch for at fejre mormor og morfar, var de sure "jeg-vil-sove"-miner pist væk, da vi nåede til Værløse Bio og Cafe kl 11.03.
Kun 3 min forsinket, men ja... typisk os!

Hele familien på nær Xander, min bonus-nevø, var der, så der var god gang i den med Lina og Esther på 3½, Saseline på næsten 3 og Else på 1½. Heldigvis nåede vi ikke at genere nogen af de andre gæster, for mormor tryllede små æsker med slik og legetøj frem, så vi kunne spise færdigt, og da det så heller ikke virkede mere, hapsede hun de tre ældste piger med på den nærliggende legeplads.


Der er nu noget luksus over at, når man nu er stået halv tidligt op på en lørdag (kl 9 for mit vedkommende - de andre snoozede til sidste øjeblik), der bliver serveret friske boller og franskbrød med ost og pålæg, frikadeller pga alle børnene, røræg med bacon og pølser, melon, æbleskiver og PANDEKAGER!!!
Vi havde også luret lidt på hvorfor der stod en chokoladesauce midt i det hele, men jeg er klart fan!
Derudover gad Nullermusen da overhovedet ikke nogen af os, da hun spottede mormor; så vi kunne spise morgenmad (pandekager) uden afbrydelser, da mormor heldigvis er den bedste til at servicere vores yngel mht mad ifølge Lina selv.

Mormor havde fået sin fødselsdagsgave for længe siden på selve dagen, så det var egentlig kun morfar, der skulle begaves med et "kedeligt" gavekort, så for at det ikke var helt så nemt at gætte, var der røget en pakke Halls ind under gavepapiret.
Han blev glad for begge dele, da han har et seriøst afhængigheds-problem med de lyseblå Halls og gavekortet tilfældigvis var til Friluftsland, hvor han gerne køber tøj og gadgets, som man ikke kan leve uden, når man nu godt kan lide at vandre tværs over Sjælland, eller cykle til Holbæk, bare sådan fordi...
Manden er jo skør, heldigt for ham at resten af familien også er det på deres egen måde!

Efter en hyggelig tid på legepladsen hvor ungerne (og Carsten) blandt meget andet gav den gas på cyklerne, var vi oppe i Kvickly og hente en lækker Hansen islagkage til senere, og så var det ellers hjem til mormor og morfar.

Alle pigerne fik en My Little Pony samlefigur, så lykken var gjort, og de 3 store piger var derfor ret nemme at få med fra legepladsen, da de alle er ret optagede af de små ponyer. Else var vist mest optaget af selve posen, som er rigtig fin.



Lina fik en "Fluttershy", en af dem jeg kan huske, så vi forældre havde også en sjov lille samtale om, hvor mange af navnene vi hver især kan huske og måske burde kunne... Carsten vinder altid - Nørd.

Saseline og forældre tog desværre hjem efter legepladsen, men vi andre gik i samlet flok hjem til mormor og morfar og hyggede med legende og til dels larmende børn (Else sov) og en islagkage, som smagte fantastisk. 
Dog var browniebunden lidt hård, og isen lå ret tungt i maven på trods af, at der var gået nogle timer efter vi havde frådset i brunch-buffeten.

Da vi tog hjem ud på eftermiddagen samtidigt med min søster og hendes lille familie, var det med en glad Nullermus, der hang ud af vinduet sammen med mormor og vinkede, mens hun råbte, at vi skulle køre, og køre hurtigt! 
"kør nu!!!"

"Nogen" havde vist travlt med at blive alene med mormor og morfar helt til søndag, så hun kunne blive forkælet som sædvanligt.

Carsten og jeg var begge trætte og ret glade for, at det ikke var os, der skulle med offentlige transportmidler hjem, men ikke desto mindre nappede vi en tur i IKEA (som kan være en del værre end offentlige transportmidler), inden vi kom hjem og gik omkuld på sofaen med en frysepizza til mig og flæskestegssandwich, som Carsten heldigvis fik lavet på kort tid.

4 afsnit af "Penny Dreadful" senere var vi grydeklar, og så blev der sovet til den helt store guldmedalje, på trods af, at jeg konstant vågnede, fordi jeg manglede min Nullermus, som ofte ender i smørhullet, når vi skal sove.



Søndag må jeg fortælle om i et andet indlæg, for den stod på en stor overraskelse til Nullermusen og den primære grund til turen i IKEA, vi er nemlig ikke fans af en lørdag eftermiddag/aften derinde, selvom jeg godt kan lide at gå rundt og shoppe og få inspiration derinde.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar