En trist fødselsdag

I dag ville min far være blevet 56år

Desværre ville skæbnen det anderledes, og d. 17/8 er det præcis et år siden, at han døde af hjertestop 55år og 5 dage gammel :-(

Jeg har været lidt trist det sidste stykke tid, faktisk lige siden Volbeat-koncerten, hvor Michael Poulsen (forsangeren) dedikerede nummeret "Fallen" til sin far og alle dem, der havde mistet et nært familiemedlem.

Jeg brød sammen ved den kommentar, og tårerne var ikke til at stoppe.

Selvom jeg ikke havde specielt meget kontakt med min far, efter jeg blev teenager og senere voksen, og slet ikke de sidste år på grund af stædighed og stolthed hos os begge; savner jeg ham.

Han blev aldrig den nærværende far, jeg ønskede mig og desværre heller aldrig den morfar, min datter fortjener.

Heldigvis er jeg vokset op med en stedfar, der gladeligt har påtaget sig begge roller, selvom der stadigvæk er et savn, som aldrig går væk.

En dag, når Nullermusen er blevet ældre, får hun at vide at hun havde en ekstra morfar, en biologisk morfar, som desværre ikke er hos os mere, jeg lægger ikke skjul på det, og han får også en plads i den familiebog, jeg har planlagt at lave til hende, men hun er endnu for lille til at forstå det.

Jeg vil vise hende billeder, for jeg har billeder fra, da han så hende, som helt lille, og fortælle hende om de af hans særpræg, som jeg husker, og mindes med et smil på læben.

Når han opdagede en på afstand, fløjtede han for at få ens opmærksomhed; men det var en blanding af et fløjt og et pift, og jeg har aldrig hørt andre komme med den lyd.

Han havde svært ved at vise følelser over for os, men har fortalt alle dem han kendte, at han havde to døtre, som han var stolt af, og da han blev morfar, anskaffede han sig straks to trehjulede cykler, så pigerne kunne cykle hjemme ved ham. 

Det allerede inden de var et par måneder gamle, og knap nok kunne holde deres hoved selv.

Desværre følte hverken min søster eller jeg os velkomne efter han blev gift igen, på grund af hans kone, så det var en lidt tåbelig drøm, han havde, sammen med planen om at tage på post og telegrafmuseet med begge piger, når de var blevet større.

Men sådan var han. 

Han ville en masse og var altid i gang med et eller andet, om det så var med hans skilte, frimærker, julemærker eller store postinteresse.

Man kan lidt ane på billederne, at han ikke var helt fortrolig med så små børn og er en smule anspændt, og det er garanteret derfor, jeg aldrig fik et så nært forhold til ham, for min mor og far blev skilt, mens jeg var helt bittelille, og derfor kom jeg først på overnatning hos ham efter nogle år, hvor jeg allerede havde fået min stedfar, som var der i hverdagen.

Han har måske følt sig tilsidesat allerede dengang, men den grumme sandhed er, at jeg faktisk ikke helt kendte min far, og det er jeg ked af.

Jeg er bange for, at jeg kun har mødt hans glade, fjollede facade; men så kan jeg i det mindste dele de minder med hans barnebarn, og glædes over, at han, inden han døde alt for tidligt, havde lavet en del slægtsforskning, så vi i det mindste kan læse om familiehistorien, når han nu ikke fik mulighed for at vise os det han havde fundet, og fortælle os om det selv, hvilket havde været hans plan.

Han blev begravet på de ukendtes gravplads i Kirke Værløse, men jeg har endnu ikke været der. 

Planen var at tage derud idag, men jeg ved ikke helt, om jeg er klar til det, men det ville være rart, hvis det kunne give en afslutning, så jeg kan komme videre og få bearbejdet sorgen, for selvom det ikke udadtil er et issue, har jeg svært ved at give slip.