mandag den 31. august 2015

Vederlagsfri holdtræning hos en fysioterapeut?

Som kronisk syg med sclerose er der mange ting, der løbende er - og bliver svært...

Når jeg er træt, driller hele kroppen. Armene bliver tunge og mister kraft, benene bliver tunge og mister kraft, og det er bare en brøkdel af de irriterende ting, den kan finde på!

Derfor er man utrolig heldig, at muligheden, for vederlagsfri holdtræning ved en diagnose af den art, eksisterer.


Da vi boede i Herlev, luftede jeg mine meget gule træningssko og meget gule strømper hos en skøn fysioterapeut, Morten, som var glad, smilende og god til at motivere os løbende - både med et tiltrængt los eller humor afhængigt af, hvad der var brug for.
Jeg var utroligt glad for at gå hos ham, og jeg kunne også mærke at jeg fik det bedre med frk Rose, når jeg havde en god periode, hvor jeg passede træningen 100%, men selvom jeg fik det bedre, gik det også jævnligt ned af bakke, når der var en ændring i sclerosen med attaks eller pseudoattaks, som jeg jævnligt har, når min krop skal arbejde med andre infektioner.
Blærebetændelse er fx en hyppig og uvelkommen gæst, som kan få mig helt ud, hvor jeg næsten ikke kan gå. 
Det er sq træls!

Heroppe, i skønne Nordsjælland, har jeg endnu ikke fundet ud af, hvor jeg skal starte op med holdtræning. 
Jeg har været meget træt længe, da selve flytningen trickede min krop med diverse småskavanker så jeg rendte rundt med betændelse ved trommehinden, blærebetændelse, virus i halsen og forkølelsessår, mens vi flyttede kasser og møbler op i huset. 

Siden hen har jeg brugt min energi på at falde til og bare komme nogenlunde på plads - og vi er langt fra færdige med det, på trods af at jeg går sygemeldt, og Carsten har haft to ugers ferie i Juli.

Så opstart af træning er blevet nedprioriteret gevaldigt, og jeg har derfor ikke helt besluttet mig for, hvor jeg skal træne henne endnu.

Jeg har heldigvis en bold herhjemme, så jeg kan lave en del øvelser med den, og så har jeg overvejet at starte på et yogahold, da det virkelig hjælper mod trætheden, når man får strukket kroppen ordentligt ud.
De få gange, jeg har lavet lidt øvelser, har det været fra en yoga-bog med øvelser, som er beskrevet med en masse forskellige tips, så man kan inddrage sine børn fra en ung alder, og jeg håber lidt, at jeg kan få Nullermusen med på det, da jeg tror, det kan hjælpe på hendes vokseværk og uro at blive strukket ordentligt ud.

Men den der træning skal jeg snart igang med, så jeg har researchet lidt og overvejer at starte op hos en ridefysioterapeut i stedet for almindelig træning, da jeg kan lave en masse øvelser herhjemme, som jeg ellers ville lave hos den almindelige fysioterapeut; så for at få mere ud af træningen, kunne det være fedt at begynde med ridning, så jeg både får ridningen OG øvelser på gulvet herhjemme.
Måske endda også yoga, hvis jeg altså får taget mig sammen og meldt mig til et hold.

Jeg har allerede idag skrevet en besked til en ridefysioterapeut, for at høre nærmere, men nu må vi se. 

Hvis jeg er rigtig sej, får jeg kontaktet en underviser angående yoga imorgen, men da jeg har en sløj Nullermus hjemme, er det ren overlevelsesinstinkt og kaffe jeg overlever på pt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar